Vi har haft vores udfordringer med Isabell, hun har groft sagt skreget de første 4 mdr af hendes liv væk. Hun har ikke haft kolik. Kort fortalt har et barn først kolik når det er utrøsteligt og græder mere end halvanden time hver dag.
Isabell kunne sagents trøstes, det var bare meget forskelligt hvad der lige virkede. Barnevognen var et hit den første tid, den dur bestemt ikke længere. Før kunne man bare rulle den frem og tilbage så faldt hun til ro.
At blive svinget rundt i autostolen fungerede også i en periode – ellers bare at gå rundt med hende på armen virkede også. Ens ryg kan dog bare ikke holde til i længden, at hver gang barnet skal sove skal det gås rundt med i halve til hele timer. Det har været en kæmpe gåde hver gang hun græd, hvad hun lige ville have.
Anders har er job der kræver meget og han er tit på forretnings rejse. Så når man har været alene med et grædende, skrigende og umuligt barn i 3 dage, er man mildest talt ved at gå ud af sit gode skind. Jeg har haft rigtig god støtte i min familie og veninder, til at hjælpe når Anders var væk. Frustration og magtesløshed er nok de ord man kan bruge i sådanne situationer, man føler at ligegyldig hvad man er gør er det bare ikke godt nok til hende. Man starter fra en ende af, og afprøver alle de ting der kan være galt og hvis det ikke hjælper – må man starter forfra igen. Følelsen af ikke at gøre det godt nok, er ikke rar. Man gør alt hvad det står i ens magt som mor for at gøre det absolut bedste for sit barn og når man så bare bliver mødt med “utilfredshed” så er man på nippen til at give op. Men give op er bare ikke en option som Mor (ville så heller aldrig give op) men tanken og følelsen er der. Jeg elsker Isabell over alt på denne jord, men indrømmer blankt at de første 4 mdr ikke har været nemme og heller ikke særlig sjove.
Måtte ty til et ekstra besøg fra Sundhedplejsken (SP) da jeg lige var ved at gå amoka på et tidspunkt, INTET var godt nok for Isabell, følte jeg. Følte faktisk det lidt som et nederlag at skulle bede og hjælp og så endda professionel hjælp. Men det er nok bare et skår i hjertet at man føler som mor, at man ikke gør der godt nok. Men man gør det jo godt nok, og jo nok mere end bare godt. De små skabninger kan jo desværre bare ikke forklare hvad der er nu end er galt. SP forklarede at det der var “galt” var helt almindelig spædbørns urolighed. Vi fandt ud af at Isabell havde meget meget svært ved at falde til ro af sig selv og skulle/skal derfor hjælpes på vej til at lukke øjnene. Dette gøres ved at gøre det samme hver gang hun skal sove , bla synge den samme sang, ligge hende det same sted osv. Jeg lånte denne vugge af min veninde, efter hun havde spurgt mig utallige gange om jeg ikke nok ville prøve den af, kunne jo være det bare lige var den hun eftersøgte. Og hun kan lige vove på i nærmeste fremtid at tage den tilbage igen.
HUN ELSKER DEN !!
Den er så nem at have med rundt, den fylder ingenting og den kan hænge alle steder. Man behøver blot en dørkam. Hun sover i den alle gangene hun skal sove i løbet af dagen/aftenen, hun bliver så lagt ind i hendes egen seng når vi skal sove – som stadig står inde på vores værelse.
Den sidste stykke tid har bare været en kæmpe befrielse, hun er langsomt begyndt at blive en yderst glad og tilfreds baby. Min Far ville gerne give hende en behandling hos en zone terapeut, det ville jo ikke skade at give det et forsøg. Hun trykkede nogle forskellige steder på hende – og udførte faktisk det der hedder Kranio Sakral, længere forklaring hvad det lige er – LÆS HER
Som sagt var hun allerede blevet nemmere, men hun er SÅ nem nu 🙂 Så om det lige gjorde det sidste for hende, må guderne vide. Man skal lige læse hendes små trætheds tegn, som at gnide sig i øjnene og gabe højt – Så er det bare ud i vuggen med det samme, og så går der ikke engang 5 min så sover hun. Kan slet ikke beskrive hvor rart det er. Før var det skrig og skrål i op til flere timer, hvor man havde trøstet hende op til flere gange. Så snart hun evt var faldet til ro og man lagde hende, startede sirenen igen. Så til nybagte forældre til umulige babyer, opgiv ikke modet – DET bliver bedre. Det tager bare tid.
Så livet som forældre lige pt er en dans på roser, 7-9-13 – Man skal jo også passe på ikke at glæde sig for hurtigt, skulle lige passe at hun bare er en satan igen imorgen efter dette indlæg 🙂
