Starten på mit liv som MOR !

Nu er det snart 4 måender siden min lille skat kom til verden, og meget kan man sige om hvor fantatisk det er at være blevet mor og hvor meget man elsker sin lille guldklump. Jeg synes vi har tendens til her i DK, især via facebook og andre sociale medier at udgive alt det fantastiske i vores liv. Alt skal se så kernefamilie agtigt udefra – og ja man vil da 1000 gange hellere læse om alle de positive ting fremfor negative. Men nogle gange kaster man bare lidt op i munden på sig selv over ALT det fantastiske i folks liv. Så her kommer et indlæg om MIT liv, som har været noget af en rutchebane tur. Dette kommer direkte fra hjertet om de postive, negative og svære ting.

Den sidste måned af min graviditet boede jeg nærmest på vores sofa. Jeg var så stor og fyldt med væske, så jeg på ingen måde kunne komme op fra vores enorm lave seng. Alt var blevet større, endda mine læber og næse.

20130705-121915.jpg 20130705-121910.jpg 20130705-121905.jpg 20130705-121858.jpg

Jeg vågnede ca 10 gange hvis ikke mere i løbet af natten, fordi mine hænder føltes som ildebrand. Jeg havde SÅ meget væske i mine fingre at jeg måtte op og svinge mine arme helt sindsygt rundt for at få “gang” i dem igen. Den kolde hane hjalp også helt vildt. Jeg satte en skål på sofabordet hver nat men koldt vand, så jeg ikke behøvede at rejse mig de første par gange. Det var det rene helvede ! 1. Det var virkelig trist ikke at kunne sove sammen med min kære mand. 2. At være så stor at alt var besværligt og jeg havde ondt 3. Kunne intet foretage mig. Jeg hørte bestemt ikke til den klub hvor man BARE elsker at være gravid. Jeg synes det var så belastende, det eneste fantastiske var at man kunne mærke sin lille baby inde i maven. Men når de spark var vedvarende og ramte ribben osv, forbandende jeg det langt væk.

20130705-115622.jpg

Jeg er så yderst heldig at gå 11 dage over tid. På det her tidspunkt har jeg taget 18 kg på. Alle de jordmødre der har haft undersøgt mig, har alle sammen haft skønnet prinsessen til omkring 3800 g. Jeg får veer om natten d. 6 marts kl ca 01 – de tager så til i timerene efter. Min kusine som også skulle med til fødselen sov herhjemme, da jeg dagen før havde været på Hvidovre Hospital for at blive sat igang. Da jeg havde åbnet mig 4 cm uden at have haft veer, blev jeg sendt hjem igen uden igangsættelse. Ville mildest talt også helst undgå at få de piller der kan sætte det igang. Det starter så heldigvis af sig selv. Vi ankommer på Hvidovre ved en 4 tiden og alt går som det skal. Timerne går og jeg får mere og mere ondt. Jeg har 3 jordmødre igennem forløbet. Jeg får tilbudt bedøvelse/epidural blokaden op til flere gange – men vil ikke have den. Så jeg føder uden bedøvelse, og det ender med at det sker kl 17.10 midt på gulvet, stående. Ca 16 timer vare det hele og for satan hvor gjorde det fucker lorte ondt!!!! Min “lille” prinsesse på 4300 g kommer ud. De havde jo skønnet HELT forkert. Alt har forløbet som det skulle og jeg tænker vel noget ala, “Endelig er det overstået og nu starter livet som forældre til dette lille vidunder”. 

Isabell er ikke helt så livlig som de gerne vil have. Så hun bliver hurtig taget fra mig, og bliver lagt på et lille bord – og får stukket slanger ned i halsen. Hun skal suges for at få helt gang i hende. Jeg ligger samtidig og skal føde moderkagen. (Sarte mennesker stopper med at læse her) Jeg føder den og lige pludselig vrimler det mildest talt med mennesker alle steder på denne fødestue. Anders er helt hvid i hovedet, min kusine Katrina står og tud brøler og er ved at æde hendes fingre over i hjørnet og tror at både Isabell og jeg skal dø. Der er noget at moderkagen der stadig sider fast oppe i livmoderen, som gør at den ikke kan trække sig sammen, så jeg styrt bløder. Der er blod ALLE vegne. Jeg kan bare huske at jeg kigger på Isabell og spørg “Er baby OKAY”, der bliver ikke svaret. Højrere “ER BABY OKAY”? “JA”, bliver der svaret. Okay godt. Jeg bliver akut kørt til operation for at få stoppet blødningen samt lavet en udskrabning, så de kan få moderkagen helt ud. Jordmoderen, uden at gå for meget i detaljer holder min livmoder kunstigt sammen ved hjælp at begge hænder. Jeg ender så alligevel med at få den lorte sprøjte i ryggen, jeg ikke ville have under fødslen. De virkelige voldsomme ved mig, og får afvide bagefter at de faktisk går i gang med det de skal før bedøvelsen rigtig virker. Kan bare huske jeg virkelig skriger, fordi det er så smertefuldt. Jeg havde den vildeste tørke i munde, og måtte bestemt ikke få noget vand. COME ON, hvad fanden kunne der sker ved det. De får stoppet det hele og jeg bliver kørt på opvågning. Jeg endte med at miste 2,5 liter blod, så min blodprocent ente på 4% (min lå normalt på 8%)

Kan på dette tidspunkt ikke mærke eller bevæge mine ben, så ubehageligt. For først afvide at Isabell, Anders og Katrina kommer til mig. Det ender med det kun er Katrina, da de andre er på børneafdelingen for at få hende tjekket fuldstændig igennem. Og der er heldigvis intet galt med hende.

20130705-115635.jpg

For lovning på at jeg snart bliver hentet og kørt hen til min lille familie, der sket intet. Portørene har åbenbart travlt og jeg hører ikke til den vigtige kategori. SÅ der går 6 timer fra jeg har født min lille skat, til jer ser hende igen. SÅ mærkeligt at ligge der, vide man er blevet Mor, men man har ikke sit barn hos sig. Det var intet mindre end forfærdeligt !

Vi ender med at være indlagt i 6 dage. 6 dage for jeg først var oppe og stå på 3. dagen. Jeg troede vitterligt at jeg aldrig kom til at gå igen. Jeg havde så fucking ondt, og jeg kunne ikke engang rette mig ud. Anders klarede alt med Isabell. Han hentede mad til hende, da min mælk ikke var løbet rigtig til endnu, han skiftede hende i alle døgnets 24 timer. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle have gjort uden ham. Selvom om alt var gået galt, og jeg var så svækket grundet min mega lave blodprocent – har jeg dog alligevel overskud til at få besøg af hele familien og alle vennerne. Skulle da vise mit vidunder frem MED DET SAMME. Så da alle var på besøg på 2. dagen, havde jeg jo så stadig ikk været ude af sengen. Jeg havde fået lagt kateter under operationen. Heldigvis for det.

Dagene går og vi er som sagt indlagt i 6 dage, jeg skal mere og mere op og stå og gå lidt rundt, og alt er bare så hårdt og besværligt. Jeg havde glædet mig SÅ meget til at få min krop tilbage, tilbage i den forstand at man blev mobil igen. Bare det at kunne gå en tur uden at være besværet af det. Ja hej, det kunne jeg så på ingen måde ! Jeg får i de 6 dage på hospitalet tilført blod 2 gange, ender med at få infektion i livmoderen, så jeg får antibiotika direkte i drop i hånden som ender med at slå min mave FULDSTÆNDIG ud. Bogstavlig talt er de 6 dage bare det rende smerte helvede.

Man vidste godt på forhånd at det gjorde ondt at føde og at den første tid ville blive hård. Men der var fandme ingen der havde fortalt mig, at alt det her kunne ske. Den dag idag, vil jeg 100 gange hellere føde 100 børn og have den smerte, end at skulle gå alt det igennem igen jeg gjorde i tiden efter fødslen.

Jeg synes sku selv at jeg har klaret det så godt og stadig haft overskud til at tage mig at min lille skat i tiden efter alt det her drama. Da vi kom hjem skulle jeg bare UD. Ud og gå en tur. Havde på det tidspunkt måske ikke gået en tur i halvanden måned, vi pakkede Isabell i barnevognen og afsti afsted med os i snevejr mod centeret.20130705-115609.jpg

Der er ca 500 m derop, jeg blev så forpustet bare af at gå, at jeg måtte holde pause flere gange på vej derop og have vand. Der vi kom hjem, var jeg SÅ træt at jeg faldt omkuld på sofaen – Isabell fik mad da hun vågnede og jeg gik omkuld igen.

Tænk at noget så normalt som at gå en tur, det kunne jeg ikke. Det tog 2 måneder før min blodprocent var oppe på 8% procent igen. Fik så også en omgang brystbetændelse noget tid efter. Så piller var jeg stor forbruger af, af alt den infektion jeg havde fået tilsnusket mig. Det skal så lige sides at det ikke kun var min mave der blev slået ud, men også lille Isabell’s, hun fik jo alle pillerne igennem mælken også. Lille pus dog.

Så ja alt det her har bestemt ikke været en dans på røde roser, men ved I hvad. JEG VILLE GØRE DET HELE IGEN OG IGEN OG IGEN. For det man får ud af det, er bare det hele værd! Det er så ubeskriveligt og der er virkelig intet større end at få et barn. Men tænk engang, det der skete med mig – var det folk blandt andet døde af før i tiden. Rimelig skræmmende at tænke på, men godt at læger, sygeplejesker og jordmødre er så dygtige idag.

20130705-115739.jpg

 

Dette billede er taget 9 dage efter jeg fødte, og som sagt jeg GÅR ALDRIG ned på at se godt ud ! 🙂

20130705-115628.jpg

 

6 thoughts on “Starten på mit liv som MOR !”

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.