Hold nu op, aldrig har jeg været ude for noget lignende !
Jeg har virkelig op til fødslen været skrækslagene for at man ikke ville nå på hospitalet , at man ville ende med at føde i hjemmet eller i bilen. Sådan gik det dog ikke, men tæt på.
Forløbet:
Ca kl 4 om natten startede mine veer. Alle der har født før inklusiv mig selv siger “Du ikke i tvivl når du først har veer”. De ord må jeg æde i mig igen, for jeg har godt nok været i tvivl nogle gange efterhånden. Grundet min lænd har været så fucket under denne graviditet, har jeg flere gange tænkt – “Er det nu”? “Eller er det bare fordi smerten i lænden ulmer op”? Men som sagt startede de kl 4, og ja jeg var i tvivl .. Kunne ikke rigtig ligge ordentlig , ligemeget hvordan jeg lå gjorde det ondt. Min mave spændte sig helt op, men det gjorde maven også ved plukveer ?!? .. Jeg prøvede sådan halvt vågen/halvt i søvne at tage tid på det jeg endnu ikke vidste om var rigtige veer. Der var ikke rigtig nogen råd tråd i dem, og ender så med at falde i søvn. For da jeg vågner har jeg alligvel næsten sovet halvenden time, kunne jeg se på stopuret jeg ikke havde fået slukket.
Jeg begynder at få ondt igen og kl er nu 7. Isabell vågner og Anders gør hende klar og kører hende afsted i dagplejen. Fra han kører ved 8 tiden til han er hjemme kort tid efter, har veerne som jeg ikke længere er i tvivl om er veer, taget godt til! Vi får ringet til hospitalet og de siger jeg skal komme ind. På den korte tid samtalen varer, når jeg at få 2 veer. Lige som jeg lægger røret på, kan jeg mærke noget der kommer ud. Første tanken “VANDET ER GÅET”! Men nej, blod!
Bliver rimelig panisk og tænker bare “Fuck fuck fuck”. Ved godt at man kan plet bløde – meeeen det synes jeg ikke lige det var.
Ringer hospitalet op igen med info om at jeg er nr 2 i køen! WTF!!!! Når afsted med os imens jeg venter hænger jeg nærmest i panik håndtaget i loftet hele vejen derind. Det gør virkelig ondt nu.
Kommer endelig igennem og fortæller om blodet – de henviser os til at kører hen til akutmodtagelsen ved skadestuen, her vil der komme en jordemoder ud og tage imod mig.
Anders sætter mig af ved indgangen og kører hen og parkere bilen. Jeg får selvfølgelig en ve lige der udenfor indgangen og må bare kaste mig op af væggen og sige underlige lyde, alt imens folk kommer ud og kigger underligt på mig. Eller det formoder jeg at de gjorde, for jeg kiggede ikke på dem 🙂 En person henvender sig og spørg om det er mig der er Charlotte, yes yees det mig. Det var min jordemoder Louise. Hun fik hentet en rullestol hun kunne køre mig i, da jeg næsten ikke kunne gå.
Min kusine Katrina skulle med til fødslen, hun var også med ved Isabell’s. Jeg havde ringet til hende 8.30 kan jeg se på min opkalds liste hvor jeg informere hende om at jeg har veer – i mit hovede ville der jo nok gå noget tid inden vi skulle på hospitalet.
Men men Kl 9.07 sender jeg en SMS fra bilen hvor jeg skriver “Hospital nu”.
Louise får kørt mig ind på en fødestue og jeg skal undersøges for at se hvor mange cm jeg er åben. Hun vil have at jeg skal ligge på ryggen på den der briks halløj, det kan jeg bare på ingen måde. Det gør alt for ondt i min lænd. Jeg kommer hurtig op på fire og der bliver jeg stående. Hun mærker og konstatere at jeg er 8-9 cm åben. “Han er ude indenfor en halv time” siger hun. Som om tænker jeg bare.. (Isabell’s fødsel tog 16 timer)..
Jeg bemærker godt at Katrina kommer og hendes opgave var selvfølgelig det at være der, men også at tage billeder. Jeg får i kampens hede set at hun IKKE står med kameraet. Jeg får sagt at hun skal tage billeder. “Jamen jeg vidste ikke om du ville have det når du står sådan der” siger hun. KOM IGANG, jeg ved sguda ikke på forhånd hvordan jeg står – men billeder skal jeg have 🙂 Louise får sagt at det var da alligevel rimelig overskuds agtigt af mig, haha.
Når men fra jeg sætter mine ben inde på den fødestue går der ca 20 min så har jeg født !!! HOLLY shiit det gik stærkt !! Efter min mening en smule for stærkt, det var som om “at kroppen ikke kunne nå at vende sig til smerten”. Så det gjorde lorte fucker sindsyge ondt !!! Kan slet ikke beskrive hvor ondt det gjorde. Til jer der har fulgt med længe ved også hvordan det gik ved min sidste fødsel (Hvis ikke, læs mere her) – så alt det var der jo også taget højde for mht at jeg kunne miste blod igen osv. Men dengang gik det i et tempo der var overskueligt – så da jeg endelig fik lov at presse Isabell ud, så følte jeg at det var helt rart at kunne gøre noget med de veer, fremfor bare at tage imod smerten. Hvorimod den her fødsel kunne hverken min krop eller psyke følge med. Jeg bandede, svovlede og skreg som en sindsyg!! Det var så ubehageligt.. Louise sagde til mig på et tidspunkt, at jeg virkelig blev nødt til at bruge min energi på af presse og ikke på at sige SÅ meget lyd. Tænkte bare du lukker bare, det gør så lorte ondt det her. Men hun havde jo ret, kunne tydeligt mærke forskel fra at presse med og uden lyd.
Jeg fødte på alle fire kl 9.52 – en dejlig velskabt dreng på 4208g og 54 cm lang. Sikke en lettelse at få ham op til mig efter sådan en omgang.
Alt endte godt trods de sindsygeste smerter, frygt og bekymringer for hvordan det hele skulle gå.
Anders sagde til mig efter det var overstået om man virkelig behøvede af bande SÅ meget !! Haha JAA!! Du sku prøve at lægge der mann.
Vi kom hjem samme dag. Min mor havde sørget for Isabell og vi var så spændte på hvordan hun ville tage imod ham. Det gik over alt forventning .. Hun var helt vild og sagde bare “Baby, baby, baby, baby”!
